I tidligere test har vi også undersøgt klapvogne for:
- Tjærestoffer (PAH’er), som kan være kræftfremkaldende.
- Ftalater, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende.
- Fosforholdige flammehæmmere, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende.
- Klorparaffiner, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende.
Her er testresultaterne fra vores tidligere test fra 2017, 2018 og 2021:
- 20 klapvogne får den bedste kemibedømmelse. De er enten helt fri for uønsket kemi eller indeholder kun små spor af et enkelt stof.
- 5 klapvogn får en middel kemibedømmelse. De indeholder mindre mængder problematisk kemi i form af klorparaffiner i håndtaget.
- 8 klapvogne får den laveste kemibedømmelse. De indeholder større mængder problematisk kemi i form af fx klorparaffiner og flammehæmmeren TCPP. I alle tilfælde er stofferne lovlige.
Ftalater
2 af de testede klapvogne indeholder ftalater. I den ene vogn er der DEHP i sikkerhedsbøjlen. I den anden vogn er der DEHP i regnslaget. Begge vogne er fra testen i 2021.
Flere ftalater er forbudt i legetøj og babyudstyr som fx klapvogne.
Fra 2021 er 4 ftalater også forbudt i alle andre forbrugerprodukter.
Tjærestoffer (PAH’er)
Tjærestoffer - eller PAH’er - har vi fundet i 8 af de 19 testede klapvogne.
I nogle tilfælde er det mindre mængder i håndtag, sikkerhedsbøjle eller andre dele af klapvognen. Disse produkter får enten en god eller middel kemibedømmelse.
I et enkelt tilfælde er koncentrationen højere. PAH'en naftalin blev også fundet i materiale fra klapvognssædet.
PAH’er – også kaldet tjærestoffer - er en gruppe af stoffer, hvoraf nogle kan være kræftfremkaldende.
EU har en grænseværdi for udvalgte PAH’er i forbrugerprodukter, som du er i længerevarende kontakt med.
Flammehæmmere
En enkelt af de testede kombivogne indeholder en højere koncentration af TCPP i materiale fra klapvognssædet. TCPP er en fosforholdig flammehæmmer.